Indbrudstyve har de seneste døgn slået til mod flere villaer i Grindsted.
I løbet af tirsdagen forsøgte ubudne gæster at komme ind i en villa i Jyllandsgade ved at bryde et vindue op med et koben. Men de opgav og rettede i stedet fokus mod et andet vindue i stuen og kom ind dén vej – og ud gennem terrassedøren.
Det er uvist hvad de har fået med sig, og politiet kigger på gerningsstedet i dag.
En patrulje skal i dag også forbi en villa på Tranevej i Grindsted, hvor der også var indbrud i løbet af i går. Her er der heller ikke noget overblik over hvad der er stjålet.
Også en villa på Brinken i Grindsted har haft besøg i løbet af tirsdag aften. Et vindue til et gæsteværelse er brudt op og indenfor har tyvene skåret bagsiden af et våbenskab nok op til, at man kunne liste smykker, ure, sølvtøj og et større kontantbeløb ud af skabet. Men våbnene fik de trods alt ikke fat i.
– Arbejdet med at skære skabet op må have larmet en del, så måske nogle i nærheden har hørt eller set noget mellem kl. 18.30 og 22 i aftes, lyder det fra Sydøstjyllands Politi, der meget gerne modtager oplysninger på tlf 1-1-4.



