Allerede inden 2024-sæsonen er skudt i gang har GSK Liga skiftet ud på direktørposten. Her er Christian Hundebøll skiftet ud med en anden Christian – 45-årige Christian Bjerg fra Silkeborg:
– Vi er meget tilfredse og stolte over at præsentere Christian Bjerg som ny kommerciel direktør for Grindsted Speedway Liga, hvor Christian kommer til at arbejde fuldtid med at udvikle Grindsted Speedway Ligas kommercielle setup. Christian Bjerg besidder en stor erfaring indenfor det kommercielle og motorsport, og har tidligere været ved GMB-Motorsport, som deltog i det legendariske motorløb Le Mans 24H sidste år, lyder det i en pressemeddelelse fra GSK Liga.
Christian Bjerg er også glad for at aftalen er faldet på plads:
– Jeg har hele livet haft en stor passion for motorsporten – både med to og fire hjul. Som dreng sad jeg og fulgte med på TV og heppede på Erik Gundersen og Ole Olsen, når de kæmpede på speedwaybanen, så det er derfor en stor ære at kunne arbejde inden for speedway. Jeg ser frem til at være med til at udvikle og gøre Grindsted Speedway Liga endnu stærkere – og glæder mig til et tæt samarbejde med klubbens dedikeret og dygtige Team, samt de mange sponsorer og partnere. Jeg ser rigtig mange muligheder i Grindsted Speedway Liga for fremtiden, så jeg glæder mig til at komme i gang med opgaven, og forsat lave det jeg brænder for -motorsport, skabe relationer og forretningsudvikling, siger Christian Bjerg.