Alle otte MGP-finalister kommer til show i Grindsted

Det bliver med det maksimale lineup, at MGP Galla Show i weekenden indtager MAGION i Grindsted.

– Vi har nu fået bekræftet at alle 8 MGP-finalister kommer til Grindsted til en aften dedikeret til musik og talent, hvor de unge stjerner vil skinne på scenen. Fra hjertevarmende ballader til energifyldte popnumre vil publikum blive taget med på en musikalsk rejse fyldt med højdepunkterne som ungerne lige har oplevet på TV hjemme i stuerne, siger eventansvarlig i MAGION, Pernille Steffensen.

Udover gallashowet lørdag aften vil MAGION henover to dage den 13. og 14. april byde på en decideret børnefestival med masser af aktiviteter, der appellerer til børn i alle aldre.

Der er blandt andet helt nyt show fra Hr. Skæg, seje gymnaster fra Flying Super Kids JUNIOR, den tidligere håndboldlandsholdsspiller Jesper Nøddesbo, youtuberen Brizze og for de helt små er der besøg af Gurli Gris og Sherif Haps.

– Vi er meget begejstrede for at præsentere MAGIONSK Børnefestival og MGP Galla Show for vores lokalsamfund og alle besøgende, siger Pernille Steffensen.

Billetter kan købes på MAGION.dk