Kæmpe kontant beløb til Vorbasse KFUM

Foto: Vorbasse KFUM Gymnastik


Det er en særdeles velvoksen check der er sendt til 6623 Vorbasse fra benzin- og energiselskabet OK. Gennem sin sponsoraftale med OK og SuperBrugsen Vorbasse har idrætsforeningen Vorbasse KFUM fået lige knap 30.000 kroner til foreningens kasse.

De penge fordeles ud til alle idrætsgrene under KFUM-hatten og håndboldafdelingen ved godt hvad de skal bruges deres andel til:

– Vi må erkende, at håndbold er en dyr sport at drive med udgifter til stævner, dommere med videre, så det bruger vi nogle af sponsorpengene til. I år har vi også købt kegler til håndbold, som børneholdene kan bruge, når de træner,  fortæller Jesper Bay Lundgaard fra Vorbasse KFUM.

Helt præcist lyder sponsorchecken på 29.978,39 kroner og de er kommet ind fra OK-kunder der har sparet op til foreningen ved at tanke på deres OK-kort. Kunderne har så valgt Vorbasse KFUM som den forening de vil støtte med fem øre per liter benzin. Derudover kan foreningerne få fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist også køber el hos OK.