Nogen er gode til håndbold, andre til fodbold eller svømning – men ved dagens fortræning til SkoleOL var 6.B på Vestre Skole på ret meget bund, da de i dag prøvede kræfter med SkoleOL-disciplinen bueskydning. Til at hjælpe med at pudse færdighederne af havde de assistance fra den lokale bueskydningsklub, Hinnum Hut Bueskydning.
For at give eleverne en grundig introduktion, til en for mange af dem, ukendt sportsgren, arrangerer Hinnum Hut træningsgange for 328 elever fra 5. og 6. årgang fra 16 forskellige klasser op til lokalstævnet, der finder sted den 1. maj.
– Jeg har set et par stykker som har fundet ud af at de faktisk er ret gode til det her. Elever som måske ikke plejer at være så gode til nogle former for idræt – de kan pludselig noget her, siger formand for Hinnum Hut, Torben Hviid.
Sammen med en anden frivillig fra klubben bruger han samlet 13 fridage på SkoleOL – fortræninger, lokalstævnet og selve afviklingen af SkoleOL-finalen, der finder sted ved Billund Idrætscenter i juni måned.
– Det bliver jeg som borgmester helt rørt over at høre, at der er nogen der tager så meget fri fra deres arbejde til at give børn fra hele landet en god oplevelse ved SkoleOL-finalen her i Billund kommune, siger Stephanie Storbank.
Hun var med til dagens fortræning hos Hinnum Hut i kælderen under Magion og fik dog også selv fyret et par pile afsted – med overraskende stor succes, må journalisten her erkende.
Stephanie Storbank har samme oplevelse som Hinnum Hut-formand Torben Hviid: at eleverne rundt omkring i Billund kommune opdager nye færdigheder efterhånden som de prøver kræfter med de forskellige discipliner under SkoleOL.
– Et aktivt fritidsliv og fællesskab er med til at forme vores børn og unge. Det var derfor en fornøjelse at se eleverne fra 6.B og de frivillige fra Hinnum Hut Bueskydning i aktion i dag. Jeg er meget taknemmelig for det engagement, Hinnum Hut Bueskydning og andre lokale foreninger viser i at støtte vores unge. For jeg er helt sikker på, at de vokser efter en træning, som den jeg var med til at opleve i dag, siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.