Billund Kommune kan snart få et nyt råd på listen over lokale råd og udvalg. Efter samtaler mellem Billund International, Venstre, Konservative og Socialdemokratiet er der nemlig enighed om, at der skal arbejdes for at etablere et Internationalt Råd efter næste kommunalvalg.
Formålet er at styrke Billund som international kommune og skabe et forum, hvor både borgere med international baggrund, danske repræsentanter og relevante aktører kan bidrage med viden, erfaringer og rådgivning om kommunens mangfoldighed.
– Vi er en kommune med et stærkt internationalt præg, og det skal vi både anerkende og bruge aktivt. Et Internationalt Råd kan være med til at skabe bedre integration, større forståelse og stolthed over vores forskellige kulturelle baggrunde, lyder det i udmeldingen.
I dag har Billund Kommune seks råd, der rådgiver kommunalbestyrelsen og administrationen: Frivilligrådet, Ældrerådet, Kultur- og Fritidsrådet, Landdistriktsrådet, Handicaprådet samt Ungerådet. Det nye internationale råd skal – hvis det bliver en realitet – føje endnu et perspektiv til kommunens arbejde med fællesskab og udvikling.
For english information – click here.



