Læserbrev: De lokale butikker skal med på onlinebølgen

Hanne Kærgaard Mathiasen er formand for HK Handel Sydjylland.


Under Corona-nedlukningen lærte de fleste mennesker at netshoppe. I de lokale butikker blomstrede idérigdommen i jagten på at få et salg på trods af låste døre. Butikker, der hidtil kun havde været fysiske, solgte pludselig varer på forskellige digitale platforme. Kreativiteten var fantastisk, og sådan var der mange butikker, der overlevede coronakrisen.

Nu er butikkerne åbne igen, men der er en ”new normal”, hvor det digitale spiller en større rolle. Som lokal sektorformand for HK Handel møder jeg ofte ansatte i de lokale butikker, som er nervøse for, at den øgede internethandel skal gøre dem arbejdsløse. Mit bedste råd til mange af dem er, at de giver kunderne mulighed for også at købe butikkens varer online.
Der er mange folk derude, som gerne vil bevare de lokale butikker, men samtidig nogle gange benytte sig af nettet til indkøb. Giv dem muligheden for at gøre begge dele samtidig! For vi kan ikke undvære hverken de lokale butikker eller arbejdspladserne.

Og jeg ved godt, at det kan være udfordrende, hvis man nu ikke ligefrem er digital indfødt, hvilket jeg bestemt heller ikke selv er.

Derfor har vi i HK Sydjylland sat gang i en større gratis efteruddannelsesindsats, der går ud på at klæde vores medlemmer i butikkerne på til digital handel.
For når du udvider dine digitale kompetencer, kan du også udvide markedet.

Venlig hilsen
Hanne K. Mathiasen, formand for HK Handel Sydjylland