LEGOLAND har indledt jagten på 600 ansatte

Foto: LEGOLAND Billund


Når LEGOLAND åbner porten til sæson 2024, bliver det med ikke mindre end 900 erfarne sæsonmedarbejdere fordelt i parken, men også 600 nye medarbejdere, som LEGOLAND er gået i gang med at rekruttere.

– Det er rigtig dejligt, at så mange af vores sæsonmedarbejdere har lyst til at komme igen. Det vidner jo om, at vi har en god arbejdsplads, hvor man har lyst til at blive, og det håber vi naturligvis også, at nogle af de 600 nye medarbejdere, vi rekrutterer til den kommende sæson, kommer til at være enige med os i, og så håber vi også, de kan mærke, at der i LEGOLAND er frihed til at være den, man er, siger Claus Jeppesen, der er HR director i LEGOLAND Billund.

LEGOLAND søger alt fra de sjove, de stille, de ambitiøse, de skøre, de rolige og de vilde til at varetage de mere end 600 ledige stillinger i 2024. Og der er nok at vælge imellem, når det kommer til arbejdsområder og stillinger.

Har man flere end ét job i tankerne, eller vil man bare gerne have muligheden for en alsidig hverdag med flere forskellige jobs, så er det muligt at blive ansat under flere titler i LEGOLAND – et koncept der kaldes for ”multiskilling”. Med andre ord kan man blive ansat til at styre rutsjebaner om mandagen og servere kaffe om tirsdagen.

– Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at vælge mellem de mange jobmuligheder, vi har her i LEGOLAND. Derfor kan man blive ansat som det, vi kalder en ”multiskiller”, hvor man har en unik og god mulighed for at udvikle sig og få kompetencer inden for flere forskellige områder, og måske kan det hjælpe en med at blive klogere på, i hvilken retning man vil gå med en fremtidig uddannelse, siger Claus Jeppesen.

Hele konceptet omkring ”multiskilling” har LEGOLAND med god succes arbejdet med gennem de to seneste sæsoner. Konceptet gør det lettere for de kommende medarbejdere at søge et job, da de kun skal forholde sig til ét jobopslag og herefter vælge jobs efter egne interesser.

I øvrigt holder LEGOLAND sammen med Lalandia, LEGO House, WOW PARK, Billund Airport Hotel og flere af de andre turistattraktioner i Billund en kæmpe jobmesse for sæsonjob. Det foregår i Billund Idrætscenter lørdag den 20. januar 2024 fra 10-15.