Pawlicki-brødre igen klar for GSK Liga

Der bliver gensyn med de to fartglade Pawlicki-brødre, Przemyslaw og Piotr, når GSK Liga i aften på hjemmebanen tager imod Holsted Tigers i Speedway Ligaen.

De to er på kørerlisten til aftenens match sammen med Patryk Wojdylo, Kenneth Bjerre og Villads Nagel.

Hos Holsted har der været udskiftning i truppen efter Jacob Thorssell styrtede i Sverige. Dermed er der blevet plads til den tidligere GSK-kører Kevin Juhl Pedersen, som dermed vender tilbage til sin gamle hjemmebane, som han er ret godt vant med.

Matchen på Grindsted Speedway Center skydes i gang kl. 18.30 i aften.