Rune Nielsen Bjerremand: At vi i Danmark arbejder for en holdbar grøn omstilling lokalt og internationalt.


Vi har stillet de samme fem spørgsmål til samtlige folketingskandidater på stemmesedlen i Sydjyllands Storkreds. Efterhånden som svarene tikker ind, deler vi deres synspunkter og holdninger med dig.

Rune Nielsen Bjerremand, Alternativet

Kreds: Vejle Nord

Hvad er dine mærkesager?:

At vi i Danmark arbejder for en holdbar grøn omstilling lokalt og internationalt. Vi kan ikke gennemføre holdbar grøn omstilling, hvis ikke vi får alle til at bidrage hertil, ikke mindst Christiansborg. Vi skal arbejde for, at det frie internationale marked bliver underlagt strengere hensyn til hvad der er holdbart for klodens klima og økosystemer, f.eks. ved at gøre det muligt for de enkelte lande at stille skrappere miljø, sundheds-, og bæredygtighedskrav til de varer der importeres. Klodens klima og økosystemer er vigtigere for fremtidens generationer, end den frihjuls-liberalisme som blå blok ønsker at videreføre. Lad det frie marked blive underlagt hensynet til klima og miljø, stem derfor grønt den 18 Juni.

Hvad vil du arbejde for i Folketinget til gavn for Billund Kommune?:

Billund kommune er for mange erhvervsfolk og turister det første syn der møder dem, når de ankommer til Danmark. Jeg vil arbejder for, at det indtryk der møder dem I Billund kommune skal være, at de er kommet til et land hvor økologi, natur, gastronomi, sundhed og tryghed har topprioritet, et land hvor der er stort menneskeligt overskud og gæstfrihed.

Og til gavn for hele Region Syddanmark?:

* Prioritering af skole, uddannelse og praktikpladser, og særligt indenfor grøn omstilling. * Prioritering af støtte til det økologiske, biodynamiske, biodiverse og permakulturelle landbrug, samt små økologiske producenter og virksomheder. * Meget mere økologi, sundhed og miljøtænkning i både den offentlige og private sektor.

Hvordan adskiller du dig fra de øvrige kandidater?:

Jeg er uddannet geograf og M.Sc. i bæredygtig udvikling, og har et godt overblik over de større sammenhænge når vi taler om grøn omstilling. Samtidig bor jeg på en mindre landejendom, hvor jeg til daglig holder meget af, at leve så økologisk bæredygtigt som muligt i praksis.

Hvad vil du have sat dine fingeraftryk på når valgperioden udløber?:

Bedre vilkår for små økologiske producenter, og internationale aftaler der beskytter klodens klima- og økosystemer.